Big Talk

Udtrykket "small talk" betyder egentlig at snakke for at snakke's skyld. Det indebærer at fokus egentlig ikke er på den information man ytrer, men mere udtryk for en social funktion hvormed vi kan knytte sociale bånd og overholde etikette og formalia i sociale sammenhænge, hvor det forventes af os. Vi kender det alle når man føler sig forpligtet til at underholde sin borddame eller -mand, selvom man egentlig ikke har den store interesse i den pågældende samtale, da informationerne er ligeså brugbare som et måltid under kalorier.

Personligt er jeg utrolig dårlig til at small talke. Jeg formår simpelthen ikke at kunne fastholde og fokusere min interesse for en person, hvis samtalen jeg har med samme er en udveksling af ligegyldig information. Endnu værre er det når jeg kan mærke en person indleder en samtale med mig fordi personen er ved at sprænges indvendigt over den pinlige tavshed. For mig er tavshed ikke noget der kan være direkte pinligt medmindre det fx er til et bryllup og en af parterne der er ved at indgå i den allerhelligste af kontraker ikke giver et samtykkende svar. Men for mange er tavsheden på en eller anden måde et socialt tabu, der udtrykker manglende interaktion mellem mennesker. Da det nu er social konvention at man tæt ved konstant skal snakke sammen i sociale sammenhænge, og der samtidig er mange mennesker som mig som er ekstremt dårlige til small talke, foreslår jeg indførslen af et nyt begreb: "big talk". Forestil dig at du sidder til et social arrangement og din indledende spørgsmål til din bordpartner, efter al formel introduktion er på plads, er: "nå, hva synes du så meningen med livet er?" eller "tror du på absolutte moralbegreber?".

Personligt ville jeg finde det befriende at kunne tage "store" spørgsmål som denne op i sociale sammenhænge, alt sammen selvfølgelig strippet for enhver intellektuel forfængelighed og med et glimt i øjet. Fokus ville stadig være på den sociale interageren men samtidig ville samtalen bevæge sig omkring spændende emner (i det mindste for mig :)) med dybde, og måske kunne man blive overrasket over de frugtfulde samtaler der ville komme ud af det. Jeg tror jeg vil gøre et socio-antropologisk eksperiment ud af det næste gang jeg er til et formelt social arrangement. Wish me luck!

Den frie viljes deroute

Jeg har altid set mig selv som en Sartre'sk eksistentialist blandet med en hulens masse skepticisme, men på det sidste er jeg blevet mere og mere overbevist om de potentielle fejl i antagelsen om en fri menneskelig vilje. Det hele udspringer fra fysikkens verden, hvor man, i hvert fald i den tidlige fysik, antog at alt var resultat af årsag og effekt (jeg springer let og elegant over hvad den første årsag i så fald var!).
Et objekt rammer et andet objekt og energier flyttes osv., du kender sikkert tankerne bag. Følger man denne tankegang ud i ekstremen kan man snildt ende op med en deterministisk livsanskuelse. For er det ikke besnærende at udføre et tankeeksperiment hvor man har en enhed (en stor computer, gud eller x), der indeholder alle informationer i hele universet om alle stoffer, alle energier, hele universets materie, og som er i stand til at processere denne information. Denne enhed burde jo kunne forudsige fremtiden, idet den kan se alle de årsags- og effektrækker der i gang nu, og derved kan forudsige hvad der efterfølgende vil ske. (Det er også meget vel denne tankegang der ligger bag, når man betegner gud som alvidende. Han ved alt og derfor ved han også alt om fremtiden.)

Men dette forudsætter selvfølgelig at der ikke eksisterer nogen fri vilje hos mennesket som pludselig, som ved et lynnedslag, vil få en tilfældig tanke og agere ud fra denne tilfældige tanke. En determinist vil sige at der ikke findes tilfældige tanker, og at alle tanker har en årsag der fremkalder den. At mennesket betegner noget som "tilfældigt" betyder blot at vi ikke har forstået de årsager og effekter der er i spild. Det samme argument vil determinister bruge mod folk i fysikkens verden, der studerer indenfor den forholdvist nye gren: kvantefysik. I kvantefysikken bevæger vi os på det subatomare plan, og her ophører årsag og effekt, i hvert fald når vi observerer og laver målinger i denne miniverden. Her påstår fysikkerne at tilfældige processer er i spild og at man ikke forudsige partiklers baner med traditionel "årsag og effekt"-fysik. Men dette kunne jo blot være et udtryk for vores mangelfulde indsigt på det subatomare plan.

Jeg føler mig splittet.. SUK

Den farlige kategori

Mennesker har behov for at kategorisere. Vi har behov for at inddele verden i kasser så at sige, for derved at reducere verdens myriader af informationer til noget vores hårdtkodede hjerne bedre kan processere. Dette er selvfølgeligt behjælpeligt, da vi derved sparer tid og effektiviserer vores arbejdsgange. Men i forbindelse med denne effektivisering og reducering af informationsmængde følger også noget potentielt meget skadeligt; tab af kompleksitet.
Tag f.eks. den menneskeskabte kategori dyrearter, og de næsten utallige underliggende kategorier. Det er jo nemt nok at identificere forskellen på en abe og en elefant. Men da vi konstant finder nye dyrearter erfarer vi at vores hidtidige kategorisering har været for banal, og vi ekstenderer kategoriseringen ved at opfinde nye dyreartskasser som de nyfyndne dyrearter passer ned i. På den måde bliver vores kategorisering mere og mere kompleks, samtidig med vores fortståelse for verden omkring os (forhåbentligt) stiger. Indenfor hver dyreart findes der ofte også forskellige dyreracer, der også er en form for kategorisering. Men selv indenfor hver enkelt hunderace findes der særkender der adskiller de forskellige hunde fra hinanden og i princippet burde vores endeløse kategorisering ende med at vi har en kategorikasse for hver enkelt hund. Men så har vi jo netop ikke reduceret kompleksiteten overhovedet. Dvs. kategorisering er en konstant afvejning mellem kompleksitet og resourcebesparelse.
Min pointe er så ikke at kategorisering er skidt for mennesket, tværtimod. Min pointe er faktisk ikke en pointe men mere en opsang til folk om først og fremmest at erkende at kategorisering er menneskeskabt og stort set altid behæftet med et hav af fejlkilder, samt at vi i visse situationer rent faktisk har underkategoriset, dvs. vi har inddelt verden i for få kasser og den deraf følgende reduktion i kompleksiteten gør at vi fejler i vores beslutningstagen.

Hvorfor den vej?

Sykofanternes fremmarch og dominans dikterer retningen for den åndelige kapitals konstante udvidelse. Deres falliske moralsystem fører til åndelig morads og efterlader dybe moræner i det etiske landskab. De giver hals når en sjæl kommer på deres vejs afveje, de ænser ikke værdi i legen eller udforskningen men kun i gentagelsens succes. Deres mål ændres ikke men kun kvantiteten af samme, hvormed den åndelige proces fratages det's kvintessentielle grundelement: mønsterbrydning!

Writers Curse/Paradox

Ekvilibristiske tanker farer forbi mit indre øje, de ses og registreres men oversættes dårligt af min indre oversætter. De søger i balancegang ud mod gangen ud.. der anes en modtager af anden identitet men i sidste øjeblik falder de ned i dybet af forglemmelse. Endnu en potentiel tanke går tabt.. eller gør den?
For en tanke tænkt er også en tanke erfaret, bittesmå elektroner har faret rundt på hurtige elektronben og vidergivet information af en ikke før set klarhed, og bittesmå elektroner hører til i den herboende verden og ikke den metafysiske, og det må gøre tankerne virkelige?

Men mine tanker virker tidsløse, og manglen på en 4. dimension gør dem til noget uden for årsagen og virkningens verden. Hvis tiden kunne tænke ville den velsagtens mene at tankerne var løjerlige, ligesom mennesker ikke forstår noget udenfor konteksten af tid. Derfor kan mine tanker ikke være tidsløse, da de er opstået i et menneske og selv elektroner skal fra A til B.

Denne sammensmeltning af mine tanker og følelsen af at alt er et materie, en verden, en identitet må derfor være en tankefølelse.. Og nu blev tanken tom!

Ode to a Soul Assassin

Shady business but never shown,

the looming darkness reveals his home,

creeping and crawling within the night,

his mission: to steal a soul tonight!

Thoughts of a nihilist

Self conscious organisms will often try to link everything back to a first cause of everything. The cause of everything is generally perceived to be the creation of the universe and time as we know it. The cause of everything is thought to have a higher meaning. The self conscious organisms understanding of the word 'meaning' is important to understand. The word is linked to the cause of everything and it is the psychological intention that e.g. a human being can have and the cause is the physical manifestation of this psychological intention. So the cause of everything is the physcial manifestation of the creating beings psychological intention. The meaning of life is then equalled with the psychological intention of the creating being. The self conscious living organism will think that this first cause will be the act of a free willed autonomous entity with an ethical understanding such as that of a human being and that this creating being had a specific intention or meaning with creation of the universe in mind. This is what we call religion.

Other self conscious organisms believes in what we know as science. Science also points to the manifestation of a first cause, although it does not believe that any psychological intention of an ethical being lies behind this first cause or the cause of everything.

Now a nihilist as myself believe that no ethical intention has been put into this world by a conscious being. In fact I believe that life in itself has no meaning. But this should not be interpreted as a fatalistic or pessimistic value-less observation. Instead life is a tabula rasa in which meaning can be put. An empty barrel or a blank canvas that can be designed by me in every way I want it. The fact that no ethical being before me and without any consent has defined the meaning of life before I, as me, came into existence is in fact a very positive thing. This draws upon 20th century existentialist thinking.

Finally, a semi-poetic statement that holds some truth, I am just not sure what:

"Fleshy barrels containing observed meaning walking proudly around as the content of the barrel gradually fills up, but never spills a drop sadly.
When the barrel hits the roof of the church, it instantly implodes and the content vapourises without any earthy reminiscence, but a single drop would have quenched the thirst of us."