Writers Curse/Paradox

Ekvilibristiske tanker farer forbi mit indre øje, de ses og registreres men oversættes dårligt af min indre oversætter. De søger i balancegang ud mod gangen ud.. der anes en modtager af anden identitet men i sidste øjeblik falder de ned i dybet af forglemmelse. Endnu en potentiel tanke går tabt.. eller gør den?
For en tanke tænkt er også en tanke erfaret, bittesmå elektroner har faret rundt på hurtige elektronben og vidergivet information af en ikke før set klarhed, og bittesmå elektroner hører til i den herboende verden og ikke den metafysiske, og det må gøre tankerne virkelige?

Men mine tanker virker tidsløse, og manglen på en 4. dimension gør dem til noget uden for årsagen og virkningens verden. Hvis tiden kunne tænke ville den velsagtens mene at tankerne var løjerlige, ligesom mennesker ikke forstår noget udenfor konteksten af tid. Derfor kan mine tanker ikke være tidsløse, da de er opstået i et menneske og selv elektroner skal fra A til B.

Denne sammensmeltning af mine tanker og følelsen af at alt er et materie, en verden, en identitet må derfor være en tankefølelse.. Og nu blev tanken tom!