Den farlige kategori

Mennesker har behov for at kategorisere. Vi har behov for at inddele verden i kasser så at sige, for derved at reducere verdens myriader af informationer til noget vores hårdtkodede hjerne bedre kan processere. Dette er selvfølgeligt behjælpeligt, da vi derved sparer tid og effektiviserer vores arbejdsgange. Men i forbindelse med denne effektivisering og reducering af informationsmængde følger også noget potentielt meget skadeligt; tab af kompleksitet.
Tag f.eks. den menneskeskabte kategori dyrearter, og de næsten utallige underliggende kategorier. Det er jo nemt nok at identificere forskellen på en abe og en elefant. Men da vi konstant finder nye dyrearter erfarer vi at vores hidtidige kategorisering har været for banal, og vi ekstenderer kategoriseringen ved at opfinde nye dyreartskasser som de nyfyndne dyrearter passer ned i. På den måde bliver vores kategorisering mere og mere kompleks, samtidig med vores fortståelse for verden omkring os (forhåbentligt) stiger. Indenfor hver dyreart findes der ofte også forskellige dyreracer, der også er en form for kategorisering. Men selv indenfor hver enkelt hunderace findes der særkender der adskiller de forskellige hunde fra hinanden og i princippet burde vores endeløse kategorisering ende med at vi har en kategorikasse for hver enkelt hund. Men så har vi jo netop ikke reduceret kompleksiteten overhovedet. Dvs. kategorisering er en konstant afvejning mellem kompleksitet og resourcebesparelse.
Min pointe er så ikke at kategorisering er skidt for mennesket, tværtimod. Min pointe er faktisk ikke en pointe men mere en opsang til folk om først og fremmest at erkende at kategorisering er menneskeskabt og stort set altid behæftet med et hav af fejlkilder, samt at vi i visse situationer rent faktisk har underkategoriset, dvs. vi har inddelt verden i for få kasser og den deraf følgende reduktion i kompleksiteten gør at vi fejler i vores beslutningstagen.